Er kaffe sundt eller usundt?

kaffekopSå er den gal igen. Stoffet akrylamid menes at være kræftfremkaldende og findes blandt andet i kaffe. Men omvendt så er der en masse forskning, som viser at kaffe kan have mange positive indvirkninger på helbredet. Så sent som i sidste uge indikerede international forskning at kaffe kan være kræftforbyggende og livsforlængende. Hvad er op og hvad er ned? Findes der en sund kop kaffe?

Usundt og måske farligt?

I morges var jeg ved at få min morgenkaffe galt i halsen, da jeg læste overskriften “DTU: Kaffe og morgenbrød indeholder kræftfremkaldende stof”. Det er DTU Fødevareinstituttet, der mener at der er sammenhæng mellem stoffet akrylamid og kræft. Det er i følge DTU nemlig grund til at tro at akrylamid kan være kræftfremkaldende. Akrylamid dannes når man varmebehandler særligt kulhydratrige fødevarer, som brød og kartoffelprodukter. Men det dannes altså også i kaffe. Det er endnu ikke sikkert at akrylamid er kræftfremkaldende i mennesker, men det har vist sag at være kræftfremkaldende i nogle dyreforsøg. Dette har fået DTU fødevareinstituttet, som har undersøgt akrylamid siden 2002, til at reagere og foreslå at der sættes grænseværdier for akrylamid i fødevarer.

Du kan læse pressemeddelelsen fra DTU fødevareinstituttet, samt hvordan du mindsker indholdet af akrylamid i din mad, her: http://www.food.dtu.dk/nyheder/2013/07/opdaterede-fakta-om-akrylamid-i-foedevarer

Sundt?

Den anden side af sagen viser at kaffe måske ikke er skidt endda – tværtimod! Vi danskere er et kaffedrikkende folkefærd, og det er måske ikke så dårligt. Udover det sociale ved at samles om en kop kaffe, så viser forskning at et moderat indtag af kaffe på 3 – 4 kopper om dagen kan have en positiv effekt på vores sundhed.

Sådan har det ikke altid været. Kaffe har tidligere været forbundet med forhøjet blodtryk og forhøjet kolesteroltal. Tidligere undersøgelser af kaffedrikkere viste at størstedelen levede i kortere tid end personer, som ikke drak kaffe, og at der var flere tilfælde af hjertekarsygdomme blandt kaffedrikkerne. Men når man fjernede ting, som bliver forbundet med en kop kaffe, som sukkeret, smøgen eller kagen, og kiggede isoleret på kaffen, så viste der sig et helt andet billede.

 

Stor dansk rapport viser sundhedsfordele ved at drikke kaffe

Det danske Vidensråd for forebyggelse udgav i 2012 en større rapport med navnet ”Kaffe, sygdom og sundhed”. I rapporten har vidensrådet samlet og analyseret den videnskabelige litteratur om kaffe og kaffens effekt på helbredet. Rapporten gennemgår blandt andet kaffes indflydelse på type 2-diabetes (sukkersyge), risikoen for at udvikle blodpropper og forskellige typer af kræft. Men også psykiske og neurale lidelser, som angst, depression, Alzheimers og Parkinsons syge.

Rapporten konkluderer:

”…at et moderat indtag på 3-4 kopper kaffe om dagen har en overbevisende beskyttende effekt mod udvikling af type 2-diabetes og Parkinsons sygdom. Nyere studier tyder også på, at kaffe kan mindske risikoen for blodprop og blødning i hjernen. Andre studier peger i retningen af, at et kaffeindtag sænker den samlede kræftrisiko og beskytter mod Alzheimers sygdom, selvmord og depression samt kræft i mundhule, svælg, lever, tyk- og endetarm samt livmoder, men her er der brug for mere forskning. Der er desuden nogle få grupper, dvs. personer med en angstlidelse, gravide og personer, der har en lavt kalciumindtag, der skal være lidt varsomme med kaffeindtaget.”

Den ovenstående konklusion er ret tydelig. Der er ifølge rapporten god grund til at drikke 3 – 4 kopper kaffe i løbet af dagen, med mindre man er gravid eller lider af angst. Har man et lavt kalciumindtag, så kunne man jo drikke mælk i kaffen.

Ny forskning: kaffe kan være livsforlængende

Den græske ø Ikaria er et af de steder i verden, hvor befolkningen har den længste levetid. De har desuden 50% færre tilfælde af hjertekarsygdomme og 20% færre kræfttilfælde. 1% af befolkningen på øen lever til de bliver 90 år eller ældre. Det lyder måske ikke af så meget, men sammenligner vi med resten af Europa, hvor det kun er 0.1% af befolkningen, der lever så længe, så bliver det pludselig imponerende. Hvad er det de gør rigtigt på den græske ø?

Ifølge spritny forskning, så kan deres græske kaffe være svaret. En undersøgelse målte de ældre øboers helbred og sammenholdte det med deres livsstil, herunder også deres kaffevaner. De målte blandt andet de ældres endotelfunktion, som er et mål for sundheden af deres hjertekarsystem, hvor man kigger på hvor meget blodkar kan udvide sige. Jo mere blodkar kan udvide sig, jo bedre blodgennemstrømning og dermed sundere kar.  Det viste sig at:

  • De ældre, som drak mere kaffe, havde bedre endotelfunktion.
  • Selv ældre, som havde højt blodtryk, havde bedre endotelfunktion, når de drak kaffe. Det havde ikke nogen negativ indflydelse på deres blodtryk.

Kræftforebyggende eller kræftfremkaldende?

Som tidligere beskrevet, så indeholder kaffe stoffet akrylamid, som menes at være kræftfremkaldende. Men omvendt indeholder kaffe også en række stoffer, som menes at kunne forebygge kræft.

Kaffe indeholder noget, som hedder diterpener og niacian (b3 vitamin), som sammen med n-methylpyridinium, øger udskillelsen af fremmedstoffer i kroppen. Dette kan potentielt være kræftforebyggende. Det er påvist at diterpener har en kræftforebyggende effekt i dyreforsøg, men det er forsat usikkert hvor vidt effekten også er gældende for mennesker. Derudover er der i kaffe fenoliske syrer, som klorogensyre, der virker som antioxidanter.

Så ligesom med akrylamid, så er det altså heller ikke slået fast om disse stoffer har en indvirkning på mennesker i forhold til kræft. Rapporten fra Vidensrådet for forebyggelse henviser dog til en metaanalyse fra 2011, som omfattede 59 studier baseret på 40 uafhængige kohorter. Den viste at kaffedrikkere havde 13% lavere risiko for at udvikle kræftsygdomme sammenlignet med personer, som sjældent eller aldrig drak kaffe.

Forvirret?

Ja, det er jeg, som ivrig kaffedrikker, også. Som det fremgår i artiklen er der meget modstridende viden om kaffe reelt er sundt at drikke for os mennesker eller ej. På den ene siden kan det potentielt være kræftfremkaldende – omvendt er der også noget, som indikerer at det kan være kræftforebyggende.

En overvældende mængde videnskabelig forskning har påvist at et moderat indtag af 3 – 4 kopper kaffe om dagen har adskillelige positive indvirkning på helbredet, og dermed burde kaffe kunne være en del af en sund og varieret kost.

Men i lyset af informationen om akrylamid, er der så noget, som man med sikkerhed kan kalde en sund kop kaffe?

I øjeblikket er det svært at svare på. Men hvis man ønsker en kop kaffe, som har det lavest akrylamid indhold, så bør man drikke økologisk kaffe. Ifølge denne liste fra fødevarestyrelsen, så har økologisk kaffe et lavere indhold af akrylamid end normal kaffe. Man bør holder sig fra instant kaffe, som har næste 4 gange stå stort et indhold af akrylamid som økologisk kaffe.

Kilder:

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 4.8/5 (9 votes cast)
Er kaffe sundt eller usundt?, 4.8 out of 5 based on 9 ratings