Er det en god ide at bruge cheat dage? (video)

Cheat dage er populære at bruge for personer, som følger en striks diæt. Dage, hvor man kan spise lige det, som man har lyst til, kan være en god ide for at kunne holde en diæt igennem en længere periode. Men omvendt så ender det også med at gå galt for mange mennesker. Jeg har modtaget en mail fra Melanie, som ønsker at høre min mening om cheat dage. Se videoen og læs artiklen med mine 3 råd til hvordan du lykkedes med at implementere cheat dage her.

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Melanie skriver i sin mail til mig:
”Mit spørgsmål er, hvad du har af erfaring/mening omkring cheat day? Jeg er inspireret af Ferriss’ 4HB, og synes egentligt, at det er ret fedt, at man kan gå amok en dag i ugen – jeg er måske bare lidt bange for at tage alt det på, som jeg har forhåbentligt har forbrændt, men er ikke sikker på hvordan det påvirker kroppen.”

4 Hour Body (4HB), som Melanie nævner, er en bog af Tim Ferriss og du kan læse mere om den ved at trykke her.

Jeg vil først lige forklare hvad en cheat dag er. En cheat dag er en dag, som man helt bevidst har lagt ind, som en del af sin diæt, hvor man giver sig selv lov til at spise lige det, som man har lyst til. Det behøver ikke at være en hel dag. Det kan f.eks. også være et enkelt måltid på en uge. Men for eksemplets skyld vil jeg i dette indlæg primært omtale det, som dage og ikke måltider.

I forhold til cheat dage, så plejer jeg normalt at kalde dem “fortjente dage“, når jeg f.eks. skal præsentere konceptet for personlige træningsklienter.

Jeg kalder det for en fortjent dag, fordi det er én dag, hvor man kan spise, som man har lyst, netop fordi man har fortjent det.

Det skal altså være fordi man har overholdt sin diæt (og evt. sine træninger) og man dermed fortjener at spise, som man har lyst. Denne lille definitionsforskel kan virke som en petitesse, men i forhold til den mentale tilgang synes jeg at det er en god ide, at kalde det en fortjent dag fremfor en cheat dag. En cheat dag eller en ”snyde dag” indikerer at det er noget forkert og noget, som bør give dårlig samvittighed. Det burde det ikke, hvis du har overholdt hvad du har sat dig for i 6 eller måske 13 dage og dermed fortjener at afvige fra din normale diæt.

Og det er på grund af det mentale aspekt, at man skal vælge at benytte en fortjent dag. Det skal fungerer, som et afbræk fra den normale, måske strikse diæt, så når det bliver hårdt, så har man en dag at se frem til indenfor kort tid, hvor man kan spise det, som man har lyst til.

I forhold til det fysiologiske aspekt, særligt stofskiftet, så kan man spekulere lidt i om en fortjent dag kan sætte gang i stofskiftet. Et forhøjet stofskifte efter en fortjent dag vil man eventuelt kunne få glæde af de følgende dage, hvor man er skiftet tilbage til sin normale diæt. Men det er svært for mig at sige noget generelt om, da der er flere ting, som individuelle faktorer og hvad man spiser og hvor meget, som spiller ind. Men hvis man overholder sin diæt og så efter 6 eller 13 dage tager sig en fortjent dag, så bør man ikke være bange for at tage alt det på, som man har smidt. Men det afhænger selvfølgelig af hvor striks ens diæt er de 6 eller 13 dage, samt hvor voldsomt man ”fejrer” sin fortjent dag. Som med så meget andet handler det om at bruge sin sunde fornuft, og eventuelt prøve det i en måneds tid for at se hvordan ens krop reagerer på fortjente dage.

3 gode råd til at bruge cheat dage

Hvor vidt at det er en god ide at benytte sig af en fortjent dag om ugen eller hver 14. dag afhænger af den enkelte person. Min erfaring er, at for nogle fungerer det rigtig godt, mens det for andre bryder deres rytme, og det bliver sværere for dem at overholde deres diæt i dagene efter en fortjent dag. De har simpelthen nemmere ved at falde i igen. Hvis man vælger at benytte sig at fortjente dage, så har jeg følgende råd:

1) Planlægning

Inden du går i gang med at gøre fortjente dage til en del af din diæt, så gør det klart for dig om det omfatter enkelte måltider eller en hel dag. Den fortjente dag er en del af din diæt, og reglerne for din diæt skal ikke kunne ændres i et øjeblik(s svaghed). Så hvis du har besluttet dig for at din fortjente dag vil være næste lørdag, men en spontan biograftur opstår en onsdag aften, så lad vær med at gradbøje reglerne. Du har planlagt at have en fortjent dag lørdag – ikke lørdag OG  onsdag aften. Planlæg din fortjente dag og overhold det.

2) Begræns dit indkøb

Køb kun ind til de måltider eller den dag, som du har aftalt med dig selv at du har fortjent. Vær klar til at smide det slik, junk food eller andet ud, når måltiderne eller dagen er overstået. Som nævnt ovenfor, så falder de fleste personer i og forsætter med den “fortjente mad” selvom dagen er overstået. Dette kan du forhindre ved at der ikke er mere at spise, når dagen er overstået.

3) Lav en liste

Lav en list med ting, som du ønsker at spise på din fortjente dag. Så når du har en trang til noget, som du ikke må spise på din diæt, så skriver du det ned i stedet for at tage over og købe det. Du kan derved få afløb for noget af din trang og du har din fortjente dag at se frem til.

Har du prøvet at benytte cheat eller fortjente dage? Del gerne din erfaringer og råd med andre ved at skrive en kommentar herunder.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 4.8/5 (4 votes cast)
Er det en god ide at bruge cheat dage? (video), 4.8 out of 5 based on 4 ratings