Brug vinteren på at optimere dig selv…

Synes du også, at vinteren er et langt sejt træk at komme igennem? Så er du bestemt ikke alene. Vi er som danskere privilegeret over at kunne opleve hele 4 forskellige sæsoner årligt, men vinteren er den sæson, flest ville fravælge, hvis de kunne. Der er koldt, der er mørkt, man mister energien og ens humør kan også aftage i takt med, at vinteren skrider frem. Men i stedet for at tænke på vintermånederne som noget, der bare skal overstås, så det kan blive forår, så er der faktisk rigtig mange muligheder for at bruge tiden nyttigt til at optimere sig selv og sin livssituation, så man har det bedste fundament til resten af året.

Men hvordan bør du så gribe det an, hvis dine målsætninger ikke skal ende som de fleste nytårsforsæt, hvor du mister motivationen et par uger inde i januar? Det har vi lavet en lille guide til:

Er du glad for dit liv, og der hvor du er?

Spørger du nogensinde dig selv, om du egentlig er glad for dit liv? Om du er dér, hvor du gerne vil være både med bolig, forhold, børn, motion og karriere? Der er en grund til, at især januar og marts er nogle af de måneder, hvor der er flest skilsmisser. Og det også er efter de større ferier, hvor flest søger nyt arbejde. Det er under ferien, at man har tid til at puste ud og tænke over, om man egentlig er glad for sin situation. Derudover kan dårlig stemning og skænderier blive intensiveret efter nogle intensive juledage med meget socialt familiesamvær, og ligeledes kan irritationen over at skulle tilbage på arbejdet overskygge det afslappende element på ferien.

Hvad drømmer du om? Og hvad vil du gerne have mere af? Det er egentlig to ret lette spørgsmål, men mange har svært ved at svare ærligt på dem. Er du på bar bund, kan du prøve at tænke over, om du har mærket en misundelse eller længsel efter noget af det, du ser dine venner eller omgangskreds har. Selvom du måske ikke vil vedkende dig, at du er misundelig på dine venner, så bunder det ofte i, at det er noget, du ville ønske, du selv havde. Måske du bliver irriteret over, at din veninde og hendes mand netop er flyttet på landet i et hus med have og plads, mens du selv bor i en lejlighed i byen. Så er det måske på tide at undersøge, hvad der skal til for at du selv kan købe bolig.

Det kan også være, at du egentlig bare gerne vil være mere glad. Så må du lægge hovedet i blød omkring, hvad der skal til for at få mere livsglæde ind i dagligdagen – er det at få en kæreste? at komme i bedre form? Er det at arbejde noget mindre eller med noget andet? Selvom det er en følelse, du gerne vil have mere af, så skal det omsættes til konkrete initiativer, der kan udløse denne følelse. Det kan være lidt af et gravearbejde, og ofte kan du opdage, at for at blive mere glad, må du opgive noget af det, du har arbejdet længe for at opnå.

Sæt dig ned med en kuglepen og papir og brainstorm på alt det, du godt kunne tænke dig og alle de følelser, du gerne vil have flere af. Prøv herefter at kæde dem sammen eller tænk videre til konkrete tiltag, der kan medføre disse følelser f.eks. hvis du gerne vil have mere energi i hverdagen, så indebærer det måske, at du spiser sundere, måske du mangler d-vitamin – hvorfor det er en god idé at gå til lægen og få tjekket eventuel vitaminunderskud, at du dyrker mere motion, at du får en bedre søvn, at du laver noget udenom dit arbejde, der giver dig energi og dropper personer, der dræner dig eller andet i den dur. Opstil ønskerne i prioriteret rækkefølge og fokuser på de 3 største ønsker.

Lav en realistisk handlingsplan

Du kommer ikke langt med dine ønsker, hvis du ikke laver en handleplan for, hvordan du vil opnå dem. Og her er det vigtigt at tænke helt ned i detaljerne og gøre dine mål så konkrete som muligt. Du skal ligeledes sørge for, at der er plads i din ugeplan og økonomi til, at det er realistisk, at du kan komme i mål med dine ønsker. Hvis de ikke kan lade sig gøre pt., så find ud af, hvad der skal ske, før de kan. Hvordan kan du hver uge gøre noget aktivt for at komme tættere på dine mål?

Kan du allerede på forhånd se, at du kommer til at rende ind i en mur enten i løbet af processen eller fra start, så tag kontakt til nogle eksperter, der kan hjælpe dig videre. Det kan være en diætist, en bankrådgiver eller måske en coach. Ring og bestil en tid, mens du har modet. Ved at involvere andre sikrer du desuden, at du ikke bakker ud og opgiver dine mål, eftersom du nu allerede har investeret tid og penge heri.

Det kan også være, at dit ønske er at skifte karrierevej, men du ikke helt ved hvordan, eftersom du har både uddannelse og erfaring indenfor et helt andet fag. Her kan du hive fat i en fagperson, som enten har forstand på, hvad virksomhederne lægger vægt på, når de ansætter denne type medarbejdere eller som arbejder indenfor faget. Er det uddannelse, netværk, viljen til at knokle eller noget andet, der er vigtigt? Måske du kan nøjes med et mindre kursus i stedet for at begynde på en langvarig uddannelse, der i sidste ende stiller dig næsten lige stærkt i arbejdsgivernes øjne. I dag findes der kortere kurser i stort set alt fra Social Media Manager til kostvejleder, som både er overkommelige i pris og længde. Er det svært at få erhvervserfaring indenfor en branche, så start ud med noget på frivillig basis, som kan give relevant erfaring.

Hold motivationen

Det er svært at gennemføre et langsigtet mål på viljen alene. Undervejs er der brug for, at du løbede holdes op på dit mål og bliver motiveret. Det kan både ske i kraft af, at du laver delmål undervejs, som du arbejder hen imod, og hvor du belønner dig selv med en gave, en rejse eller noget andet, du ønsker dig, hver gang du når et delmål. Men det kan også være at visualiserer dine mål for dig. Har du ønsket om at træne op til en bikinifitnesskonkurrence, så hæng et billede op på køleskabet af dine idoler, følg andre i samme båd på de sociale medier og forsøg at finde et fællesskab, hvor du bliver holdt op på dine drømme. På den måde bliver du dagligt mindet om, hvad du arbejder hen imod.

Lav en ugentligt status, hvor du vurderer, om du fik gjort det, du planlagte og/eller hvordan det kan gøre det bedre næste uge. Det giver en følelse af selvtillid at vide, at du er kommet et skridt nærmere din drøm, og derudover holder det motivationen i hævd.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/5 (0 votes cast)